Lækagesporingens historie
Historien bag hvervet
Lækagesporing er et forholdsvist nyt erhverv, som er opstået i samspil med industrialiseringen og urbaniseringen i det 19. århundrede. I takt med at man samlede sig i hastigt voksende byer, steg behovet for tilførslen af rent drikkevand til forbrugerne.
Derfor tyede man til en løsning, som romerne opfandt, før vores tidsregning begynder: Akvædukten. Store jordlagte vandledninger der kunne sikre en stabil tilstrømning af det vigtige råstof.
Vandforsyning og behovet for effektiv lækagesporing
I takt med urbaniseringen, steg behovet for rent drikkevand, og vandledningsnettet blev udvidet. Men hvor der er smarte løsninger på vigtige problemer, er der som regel også et vedligeholdelsesarbejde.
For vandledninger holder ikke evigt. Der går huller på dem fra tid til anden, og selv hvis man udregner ledningens levetid korrekt, og sørger for at udskifte den inden udløbsdatoen, kan der være uforudsete faktorer, som får lækager til at opstå.
Ved vandledninger tæt på jordens overflade, er det let at se. Jordvandshuller, altså kollaps af fundament og overflade, grundet erosion, kan forekomme.
I nogle tilfælde vil man kunne se vandet flyde på overfladen såsom veje, fortov eller naturlige områder, det er dog langtfra altid sikkert at lækagerne er synlige.
Hvis lækagen ligger dybt, kan det ske at vandet ikke kommer op til overfladen. De dybereliggende lækager, kan derfor stå uberørte og betydelige mængder vand kan gå tabt.
Da man begyndte at pumpe grundvand op gennem store vandværker og føre regnskab over vandmængderne, opdagede man, at der i adskillige dele af vandledningsnettet var et stort spild.
Altså at den mængde vand man pumpede ud af vandværket, var større end den mængde vand, der nåede frem til forbrugerne. Derfor begyndte man at udvikle metoder til nemt og hurtigt at lokalisere de lækager der måtte være.
De forskellige metoder til at lokalisere lækagerne kaldes under ét ‘lækagesporing’, og det er det, vi beskæftiger os med i Leif Koch A/S.
